Hun kom til opholdsstedet kort før jul. En stille pige, som kiggede ned, var genert og opførte sig pænt. Jeg kalder hende Nora. Hun havde allerede oplevet vold og flere brud med de voksne omkring sig. Nu skulle hun finde sig til rette endnu et sted.
Jeg begyndte at opsøge hende. Noget ved hende fangede mig. Jeg har svært ved at forklare det mere præcist end, at jeg oplevede en uskyld, som jeg fik lyst til at værne om. Hun havde været igennem meget og stod samtidig dér som en ung pige, der forsøgte at gøre alting rigtigt.
Jeg kendte selv noget til at blive stille blandt mennesker, jeg endnu var usikker på. Følelsen af at stå udenfor og håbe på, at nogen får øje på en og kommer en i møde. Jeg så noget af mig selv i hende. Hendes måde at trække sig på mindede mig om dengang, jeg selv havde brug for at blive set. Jeg ville gerne møde hende, sådan som jeg havde ønsket, at nogen mødte mig. Det var en del af det, der fik mig til at opsøge hende.
Efterhånden som hun blev mere tryg sammen med mig, begyndte jeg at møde en helt anden side af hende. Hun havde glimt i øjet og en skør, fræk humor. Der var masser af energi i hende, og hun begyndte at give den plads i vores samvær. Nogle gange kom hun højt op at køre. Jeg gav plads til hendes livlighed og hjalp hende til ro igen. Jeg oplevede, at hun kunne være barn sammen med mig.
Mit navn lød gennem huset. »Ahmed! Hvor er Ahmed?« Jeg kunne lige have trukket mig ind på kontoret, før det bankede på døren. Hun ville lave mad sammen, have mig med ned til boksepuden eller finde på noget andet, vi kunne gøre. Ved aftensmaden havde hun sin faste plads. Når jeg var på arbejde, var min plads ved siden af hende.
Mandag og onsdag tog jeg hende med til boksning. Vi havde 40 minutter i bilen hver vej. Jeg holdt af de ture. Tiden, vi havde sammen i bilen, gav os mulighed for at lære hinanden bedre at kende og komme tættere på hinanden. Nogle gange havde vi dybe samtaler. Andre gange skiftedes vi til at vælge sange og lære hinanden musik at kende. Hun satte en sang på, så valgte jeg en, og vi skrålede med. Der var plads til at tale og plads til bare at være sammen.
En dag holdt vi for rødt og hørte musik. Jeg sad og lavede en rytme med hænderne og fingrene. »Ej, det der, det kan min far også,« sagde hun. Et øjeblik blev jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skulle stoppe. Så sagde hun, at hun også gerne ville lære det, og begyndte at efterligne mine bevægelser.
En anden gang kom hendes fars yndlingssang på den playliste, hun havde valgt. Da hun fortalte mig det, ville jeg trykke på skærmen for at skifte sang. »Nej, nej, vi kan godt høre den. Jeg vil gerne høre den,« sagde hun. Jeg oplevede, at hun var tryg nok til at være i det minde sammen med mig. Begge gange viste hun mig selv, hvad hun havde lyst til.
Jeg husker også en samtale, hvor vi sad sammen i over to timer. Vi talte om alvorlige ting, lavede sjov og fandt tilbage til det dybe igen. Sådan skiftede samtalen undervejs, mens vi bare blev ved med at snakke. Senere kom hun og spurgte, om vi kunne have en samtale igen, ligesom den, vi havde sidst.
Det betød noget for mig at opleve, at hun kom frem og selv søgte vores samvær. Jeg husker, at hun sagde: »Du er den eneste, der giver en fuck for mig.« Jeg hørte det som et udtryk for, at hun følte sig set af mig. Det gjorde mig glad, at jeg kunne give hende den oplevelse. Samtidig blev det tydeligt, hvor forskelligt hun kunne have det med de voksne omkring sig. Hun kunne være opsøgende over for mig og holde sig meget for sig selv, når andre var på arbejde.
Det er nogle af de forskelle, jeg forsøger at gøre os bedre til at forstå i det framework, jeg udvikler til fagfolk. Min egen vej begyndte med de samtaler, jeg havde med Anders Rønnebech, mens jeg arbejdede med salg og ledelse. Jeg lærte blandt andet, hvor begrænset min forståelse blev, når jeg forventede, at andre mennesker skulle reagere, som jeg selv ville have gjort.
I arbejdet med unge er den læring blevet mere personlig. Gennem Enneagrammet arbejder jeg med et fælles sprog for forskellige reaktioner og behov. Men værdien ligger for mig i det, forståelsen får os til at gøre. Hvis jeg møder tilbagetrækning, bliver min opgave at undersøge, hvordan jeg kan tilbyde kontakt, som den unge kan være i. Med Nora var jeg optaget af at nærme mig hende i et tempo, hvor hun også havde mulighed for selv at vælge mig til.
Der var stadig meget, som var svært for hende. Hun skar i sig selv, da hun kom til os. En dag hørte jeg fra en kollega, at Nora havde skadet sig selv. Måden, hun havde gjort det på, siger for mig noget om graden af desperation. Hun havde skilt en blyantspidser ad for at bruge stålbladet til at skabe ro i sit eget sind. De indre smerter var blevet for meget, og nu brugte hun de ydre til at skabe ro.
Der er ikke langt fra Nora til LTF-Mohammed fra Blågårds Plads og Rocker-Ronny fra Amager. Smerte bliver desværre ofte bekæmpet med smerte. Nogle gange handler strategien om at det skal gå ud over andre. Andre gange handler det om at påføre den sig selv!
Hun ville ikke aflevere bladet til min kollega. Jeg gik ned til hende og bad om at få det. Hun gav mig det.
Jeg forstod den handling som et udtryk for tillid. Jeg oplevede, at hun lod mig passe på hende i en situation, hvor hun havde det svært. I den sidste del af opholdet så jeg en positiv udvikling. Så vidt jeg kendte til, havde hun i de sidste tre måneder lagt selvskaden fra sig. Hun kunne stadig trække sig meget, men jeg oplevede, at vi havde noget at arbejde videre med.
Så nærmede flytningen sig. Hun skulle tilbage til sin plejemor. Det havde hun tidligere selv givet udtryk for, at hun ønskede. Efter min erindring fik hun den konkrete besked nogle uger før, hun skulle afsted. Jeg var bekymret for, hvordan den udvikling, jeg syntes at se, ville blive støttet videre. Samtidig havde hun selv følelser og ønsker knyttet til det sted, hun skulle tilbage til.
I den sidste tid ændrede hendes måde at være sammen med mig på sig. Hun kunne kalde på mig og ville gerne være omkring mig. Når jeg så var der, slog hun ud efter mig eller skubbede mig væk. Hun kastede Uno-kort efter mig. Jeg blev forbløffet over, hvor stærkt det kom til udtryk over for netop mig, som hun ellers havde søgt så meget.
Det var hårdt at stå i. Jeg begyndte at tænke, at det måske hang sammen med, at vi skulle sige farvel. At hun både havde brug for at være tæt på og for at skabe afstand til det, hun snart skulle undvære. Det blev min måde at forsøge at forstå hendes reaktioner på.
Jeg forsøgte at være den samme over for hende. Jeg blev ved med at møde hende roligt og husker, at jeg sagde, det var okay. Jeg kan også have sagt, at jeg også ville savne hende. Den del husker jeg mindre sikkert. Jeg ville gerne have, at de sidste dage blev gode mellem os.
På hendes sidste dag havde jeg den sene vagt. Hun skulle rejse næste morgen, så vores afsked skulle være den aften. Hen imod det tidspunkt, hvor jeg skulle hjem, trak hun sig ind på værelset. Denne gang var det mig, der måtte kalde på hende for at få sagt farvel.
Hun kom hen til mig og kiggede ned. Hun bevægede lidt på foden, mens hun stod der. Jeg sagde, at hun skulle passe på sig selv. Vi omfavnede hinanden og fik sagt farvel. Hun løb derefter ind på sit værelse igen.
Jeg tog hjem og var ked af det. Jeg syntes, at vi havde fortjent en anden afslutning. Samtidig måtte jeg minde mig selv om, at hun stadig var en ung pige, og at hendes måde at kunne være i afskeden på skulle have plads. Jeg vidste, at jeg ville savne hende. Jeg mistede også noget af lysten til at komme på arbejde.
Når jeg tænker på hendes undvigelse, kommer jeg til at tænke på en afsked fra min egen barndom. Min familie var rejst til Libanon. Mine ældre brødre og jeg skulle blive der i et år, mens mine forældre og min lillebror skulle tilbage til Danmark. Jeg gik stadig i folkeskole, og nogle med en anden etnisk baggrund end mig, ville nu muligvis tænke jeg var sendt på muslimsk genopdragelsesferie. Men det er på ingen måde sandheden. For min familie handlede det om at jeg ikke skulle miste kontakten til mine libanesiske rødder, og min libanesiske familie.
Jeg havde det meget svært op til min mors afrejse. Den sidste dag undveg jeg hende. Når jeg husker det i dag, genkender jeg noget af den bevægelse, jeg så hos Nora. Jeg holdt afstand til min mor, mens det gjorde ondt, at hun skulle rejse. Måske var der også et ønske om, at hun skulle mærke, hvor svært det var for mig.
Den erindring gør noget ved min forståelse af Nora. Jeg ved, hvordan det kan føles selv at skabe afstand til et menneske, man skal undvære. Når jeg ser på begyndelsen og afslutningen af vores tid sammen, overvejer jeg, om tilbagetrækningen begge steder kunne være en måde at beskytte sig på. Først i mødet med voksne, hun endnu skulle lære at kende. Senere i afskeden med en voksen, hun var kommet tættere på.
Jeg bliver også nødt til at se på min egen del. Jeg ønskede hendes tillid og ville gerne bevare den. Måske rummede min ro i de sidste dage også et behov for fortsat at være en, hun kunne lide. Hun havde mødt os som den søde pige, der gjorde alting rigtigt. Ved afslutningen kan jeg selv have været så optaget af, at vi skulle have det godt sammen, at noget af det svære forblev usagt.
Jeg overvejer, om jeg kunne have været tydeligere om, hvad hun betød for mig. At jeg holdt af vores samvær, og at jeg ville komme til at savne hende. Hvad hun så havde gjort, ved jeg ikke. Men jeg vil gerne blive bedre til at sætte ord på den betydning, et menneske får for mig, mens vi stadig har mulighed for at tale sammen.
Nogle kolleger mente, at jeg kom for tæt på hende og gav for meget af mig selv. Jeg forstod vores relation som noget, der kunne minde om en storebrors. Jeg havde stadig mit ansvar som voksen og medarbejder. Når jeg ser tilbage, vil jeg fortsat stå ved, at jeg engagerede mig personligt. Jeg vil også kunne undersøge min måde at gøre det på.
Her bliver arbejdet med mit framework vigtigt for mig. Det skal give os et sprog for det, vi selv bringer ind i relationerne. Min ro kan hjælpe en ung, og den kan samtidig gøre det svært at se, hvad jeg selv føler. Min omsorg kan skabe kontakt, og jeg kan have brug for hjælp til at forstå, hvor mine egne behov begynder at fylde. Jeg ønsker et fagligt fællesskab, hvor vi kan tale konkret om den slags og bruge hinandens blik til at blive bedre.
Det er derfor, den voksnes egne reaktioner har fået en central plads i det undervisningsforløb, jeg udvikler. Vi må kunne undersøge, hvad vi forsøger at opnå med vores handlinger, og hvordan de bliver oplevet af den unge. I min egen relation til Nora står der stadig spørgsmål åbne. De skal også have plads i det, jeg lærer videre til andre.
Jeg kan håbe, at noget fra vores tid sammen får betydning for hende senere. Måske bliver det lettere for hende at række ud til et andet menneske, fordi hun har prøvet at gøre det før. Jeg kender kun den del af hendes liv, hvor jeg selv var med, og jeg bærer både glæden ved kontakten og bekymringen for det, der kommer efter.
Nora så ned, da hun kom til os. Det gjorde hun også, da vi sagde farvel. Ved afskeden kendte jeg pigen bag det sænkede blik. Jeg vidste, at jeg ville savne hende. Jeg tænker stadig på, om jeg fik gjort det tydeligt nok for hende.
Nora er et dæknavn.