I mange år arbejdede jeg i telebranchen med salg, kundeservice og ledelse. Hverdagen var præget af højt tempo, tydelige mål og resultater, der kunne måles og følges tæt. Men det var sjældent tallene, der interesserede mig mest. Det var menneskene bag dem.
Jeg arbejdede med unge medarbejdere, som kunne levere imponerende resultater og samtidig bære på uro, tvivl og historier, der ikke kunne aflæses i deres præstationer. Nogle havde lært tidligt, at de måtte klare sig selv. Det havde givet dem styrke, tempo og en høj modstandskraft, men ikke nødvendigvis ro eller et sikkert ståsted. Det blev tydeligt for mig, at det synlige sjældent fortæller hele historien.
På et tidspunkt begyndte jeg derfor selv at stille andre spørgsmål. Hvad driver os? Hvorfor reagerer mennesker så forskelligt på den samme situation? Og hvordan kan vi hjælpe andre med at udvikle sig, hvis vi ikke undersøger, hvad der ligger bag deres reaktioner?
De spørgsmål opstod ikke kun gennem mit arbejde med andre. De ramte også noget i mig selv. Jeg begyndte et mere bevidst indre arbejde sammen med en coach og mentor, hvor jeg blandt andet blev introduceret til Enneagrammet. Ikke som et system, der gav svar på alt, men som et sprog for mønstre, forskelle og beskyttelse. Her fik jeg øje på mine egne reaktioner, mine måder at beskytte mig på og den virkning, jeg kunne have på andre mennesker, også når min intention var en anden.
Det ændrede gradvist mit blik på ledelse, udvikling og relationer. Jeg blev mindre optaget af, hvordan man fik mennesker til at præstere, og mere optaget af, hvad der gjorde det muligt for dem at stå stærkere i sig selv. Karriereskiftet kom derfor ikke som en pludselig beslutning. Det voksede ud af et personligt arbejde, som langsomt ændrede både mine spørgsmål og den retning, jeg ønskede for mit arbejdsliv.
Senere begyndte jeg at arbejde med børn og unge i udsatte og sårbare livspositioner. Jeg forlod den kommercielle verden, men ikke arbejdet med mennesker. Tværtimod blev relationen endnu mere central.
Før du kan forstå andre, må du forstå dig selv
I relationelt arbejde taler vi meget om den unge. Om adfærden, historikken, diagnoserne, vanskelighederne og det, vi mener, den unge har brug for. Vi taler ikke altid lige så grundigt om den voksne, der står i relationen.
Men vi træder ikke ind i arbejdet som neutrale observatører. Vi kommer med vores egne erfaringer, grænser, værdier og mønstre. Vi bliver berørt forskelligt. Nogle unge vækker vores omsorg, mens andre rammer vores irritation, afmagt eller behov for kontrol. Nogle får os til at gå tættere på, mens andre får os til at trække os. Det er ikke et problem i sig selv. Det er menneskeligt. Problemet opstår, når vi ikke opdager det.
Hvis jeg ikke er opmærksom på, hvad der sker i mig, kan jeg komme til at gøre min egen reaktion til en faglig sandhed. Min utålmodighed kan blive til et argument for, at den unge skal presses. Min bekymring kan blive til mere kontrol. Mit behov for at hjælpe kan få mig til at tage et ansvar, som den unge selv skal udvikle. Så risikerer mit eget forsvar at blive til pædagogisk metode.
Selvindsigt handler derfor ikke om at gøre fagpersonen til centrum. Den handler om at tage ansvar for det, vi selv bringer ind i relationen.
Forskellige mennesker skal ikke nødvendigvis mødes ens
Enneagrammet gav mig et tydeligere blik for, hvor forskelligt mennesker registrerer og reagerer. Nogle søger først overblik og forsøger at forstå, hvad der kan gå galt. Andre registrerer relationen og er optagede af, om de er ønskede, set eller betydningsfulde. Andre igen reagerer gennem kroppen og bliver opmærksomme på grænser, autonomi og hvem der bestemmer.
Det betyder ikke, at mennesker kan reduceres til tre centre eller ni typer. En type må aldrig blive en konklusion på et andet menneske. Men forståelsen kan hjælpe os med at stille mere præcise spørgsmål.
Hvis vi ved, at mennesker beskytter sig forskelligt, giver det heller ikke mening altid at møde dem med den samme respons. Den unge, der går frem med vrede, har ikke nødvendigvis brug for det samme som den unge, der forsvinder ind i sig selv. Den unge, der tilpasser sig hurtigt, er ikke nødvendigvis mere tryg end den unge, der protesterer. Rolig adfærd er ikke altid trivsel, og modstand er ikke altid manglende vilje. Adfærden må undersøges i sin sammenhæng.
Selvindsigt er et udgangspunkt
Der findes en risiko for, at selvindsigt bliver endnu en måde at blive optaget af sig selv på. Man kan bruge lang tid på at forstå sine mønstre uden at ændre den måde, man møder andre på. For mig er selvindsigt derfor ikke målet. Dens værdi viser sig først, når den giver os mulighed for at standse op midt i en situation og vælge en mere præcis respons.
Når en ung går i modstand, bliver opgaven derfor ikke kun at se på, hvad den unge gør. Jeg må også undersøge, hvad den unge muligvis forsøger at beskytte, hvordan beskyttelsen kommer til udtryk, hvad der bliver aktiveret i mig, og hvad situationen faktisk kalder på fra mig som voksen.
Nogle gange kalder den på ro. Andre gange på tydelighed, mere tid, en grænse eller en direkte konfrontation. Der findes ikke én relationel metode, der passer til alle situationer. Men der findes en afgørende forskel på at reagere automatisk og at vælge sin respons med åbne øjne.
Fra forståelse til ansvar
At forstå et menneskes adfærd betyder ikke, at alt skal accepteres. Forståelse må ikke blive en sovepude, hvor vi fritager mennesker for ansvar. Men ansvar uden forståelse bliver let til kontrol, korrektion og skam.
Det relationelle arbejde ligger i spændet mellem de to. Vi skal forsøge at forstå, hvad adfærden beskytter, samtidig med at vi hjælper den unge til at få flere muligheder end den reaktion, der hidtil har været tilgængelig.
Relationen skal ikke gøre den unge afhængig af den voksne. Den skal på sigt hjælpe den unge til at stå stærkere i sig selv, tage mere ansvar og kunne indgå i flere bæredygtige relationer. Det kræver, at vi også er villige til at undersøge os selv undervejs.
Forandring starter ikke kun med en metode, et skema eller en ny indsats. Den starter også med den voksne, der tør spørge, hvad vedkommende selv bringer ind i mødet.
I sidste ende er det ikke antallet af modeller, samtaler eller dokumenter, der afgør, om vi lykkes. Det afgørende spørgsmål er, om den unge står stærkere, når relationen eller forløbet slutter, end da det begyndte.