Vejen ind i faget
Mit navn er Ahmed Chahrour, og hvis nogen for ti år siden havde fortalt mig, at jeg en dag ville arbejde med børn og unge på et opholdssted, ville jeg sandsynligvis have trukket på smilebåndet. Min baggrund ligger et helt andet sted. I mange år arbejdede jeg i telebranchen med salg og kundeservice, hvor hverdagen var præget af højt tempo, skarpe KPI’er og en konstant jagt på resultater. Det var en verden, hvor succes kunne måles og dokumenteres, men når jeg ser tilbage i dag, var det aldrig tallene, der interesserede mig mest. Det var menneskene.
Gennem årene arbejdede jeg sammen med mange unge mennesker. Nogle af dem var blandt de dygtigste sælgere, jeg nogensinde har mødt. Samtidig bar mange af dem på historier om svigt, utryghed og modgang. Når man tidligt i livet lærer, at man må klare sig selv, udvikler man ofte en robusthed og en evne til at håndtere modstand. Man lærer at rejse sig efter afvisninger og kæmpe for sin plads. Det er egenskaber, som kan være en styrke i salgsverdenen, men som ofte dækker over langt mere komplekse historier.
I 2015 blev jeg introduceret til Enneagrammet gennem min mentor Anders Rønnebech Jensen. Det blev et vendepunkt for mig. Ikke fordi jeg pludselig fik svar på alt, men fordi jeg begyndte at stille nogle nye spørgsmål. Hvad driver mennesker? Hvorfor reagerer vi så forskelligt? Og hvordan hjælper vi mennesker med at udvikle sig, hvis vi ikke først forsøger at forstå dem?
De spørgsmål blev starten på en personlig rejse, som siden skulle ændre retningen på mit arbejdsliv. På et tidspunkt mærkede jeg behovet for et karriereskifte. Men i virkeligheden var det ikke menneskene, jeg ønskede at forlade. Jeg sagde farvel til KPI’erne, salget og den kommercielle verden, men jeg holdt fast i relationerne og arbejdet med mennesker.
I dag har jeg arbejdet med børn og unge i mere end tre et halvt år, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det var den rigtige beslutning. Arbejdet giver en mening, som er svær at beskrive. Når man arbejder med unge mennesker, der af forskellige årsager er havnet på et opholdssted, bliver det tydeligt, hvor stor betydning relationer har, og hvor afgørende det er, at ingen bliver tabt mellem systemer, processer og voksnes beslutninger.
Selvom jeg har skiftet branche, har jeg ikke skiftet ambitioner. Tværtimod. Jeg oplever, at nogle af de udfordringer, som findes i erhvervslivet, også findes inden for det sociale område. Administration, dokumentation og processer fylder mere og mere. Jeg forstår nødvendigheden af dem alle, men når administrationen begynder at tage pladsen fra relationerne, mister vi noget vigtigt.
Det er ikke kun et problem i vores fag. Mange professionelle oplever, at de bruger mere tid på systemer end på mennesker. Derfor tror jeg ikke på, at løsningen er at afskaffe administrationen. Jeg tror på balance. Hvis vi mister relationerne, mister vi samtidig det vigtigste redskab, vi har til at skabe udvikling hos mennesker.
Den tanke var også en af årsagerne til, at jeg oprettede LinkedIn-gruppen Styrken i sårbarheden. Gruppen er et fællesskab for mennesker, der ønsker at udvikle faget gennem refleksion, dialog og erfaringsudveksling.
I dag arbejder jeg på opholdsstedet Store Torøje, hvor jeg har været heldig at møde ledere og kolleger, som deler ambitionen om at skabe de bedst mulige rammer for de unge. Min daglige leder og vores forstander har været vigtige sparringspartnere i de tanker, som gradvist er vokset frem gennem de seneste år.
Når jeg ser tilbage på min egen rejse, er der særligt én erkendelse, som står stærkere end alle andre: Reel forandring starter med dig selv.
Før du kan forstå andre, må du forstå dig selv
En af de vigtigste ting, Enneagrammet har lært mig, er, at selvindsigt ikke i sig selv er nok. Den kan aldrig stå alene, hvis man ønsker at flytte folk, er man i højere grad nødt til at give slip på egen virkelighed og acceptere andres, og det er her forståelsen for andre er helt central for mig. Det er fundamentet for at forstå, hvordan vi påvirker verden omkring os. Hvis du ikke ved, hvordan du påvirker andre mennesker, bliver det svært at forstå deres reaktioner. Hvis du ikke kender dine egne mønstre og forsvarsmekanismer, bliver det svært at arbejde bevidst med relationer.
Enneagrammet beskriver ni forskellige personlighedsmønstre og ni forskellige måder at møde verden på. Ingen typer er bedre end andre. Alle rummer styrker, udfordringer og potentialer. Det interessante er derfor ikke, hvilken type vi er, men hvad der sker, når vi begynder at forstå os selv.
Anders brugte ofte Enneagrammet gennem modellen Hoved, Krop og Hjerte. Hovedtyperne søger svar og forståelse. Kropstyperne søger handling og konkrete løsninger. Hjertetyperne søger relationen og følelsen af at blive set. Når man først begynder at se verden gennem den linse, opdager man hurtigt, hvor forskelligt mennesker møder den samme virkelighed. Jo mere jeg arbejdede med de tanker, jo mere begyndte jeg at se de samme mønstre hos de unge mennesker, jeg arbejdede med. De reagerede forskelligt, motiveredes forskelligt og havde forskellige behov. Det fik mig til at stille et spørgsmål, som siden har fulgt mig tæt: Hvis vi ved, at mennesker er forskellige, hvorfor møder vi dem så ofte ens?
Det spørgsmål blev begyndelsen på det projekt, jeg arbejder med i dag. Gennem Store Torøje har jeg fået mulighed for at specialisere mig i Enneagrammet hos Mindjuice. Uddannelsen har givet mig et langt dybere indblik i menneskelig psykologi og i de forskelle, som eksisterer mellem os. Samtidig har den været med til at skabe fundamentet for mine tanker om relationel pædagogik og ønsket om at omsætte psykologisk indsigt til konkret praksis.
Selvindsigt har dog også en bagside. Vi kan komme til at bruge så meget energi på at analysere os selv, at vi glemmer at omsætte indsigten til handling. For mig er selvindsigt derfor aldrig målet. Det er udgangspunktet. Dets værdi opstår først, når det hjælper os til at forstå andre mennesker bedre.
Noget af det vigtigste, jeg har lært gennem min egen rejse, er forskellen mellem adfærd og intention. Jeg identificerer mig selv som en stærk type 8 med tydelige træk fra type 9. Det betyder blandt andet, at jeg ofte møder verden med styrke, direkte kommunikation og handlekraft. Udefra kan det opleves hårdt, men bag adfærden ligger ikke nødvendigvis den intention, som andre oplever.
Jeg har gennem livet lært at bygge et skjold op. Men som Anders engang sagde til mig, er den største styrke ikke evnen til at tage rustningen på, men modet til at tage den af. Den sætning har fulgt mig lige siden, fordi den siger noget vigtigt om menneskelig udvikling. Det kræver langt mere mod at være sårbar og lade sig påvirke, end det gør at beskytte sig mod alt.
Måske er det netop dér, selvindsigten bliver virkelig værdifuld. Når vi opdager, at vores forsvarsmekanismer både beskytter os og begrænser os, og når vi opdager, at det, vi gør, ikke altid er det samme som det, vi ønsker at gøre.
Rejsen er begyndt, men langt fra slut
Hvis de første dele af denne artikel har handlet om min vej ind i faget og om betydningen af selvindsigt, så handler denne del om, hvad der sker, når indsigt bliver omsat til handling.
På Store Torøje har vi besluttet at igangsætte et pilotprojekt, hvor Enneagrammet bliver en del af vores arbejde med de unge. Det udspringer direkte af de tanker, jeg tidligere har beskrevet omkring relationel og administrativ pædagogik.
Jeg oplever en ubalance i vores fag. Alt for meget handler om regler, procedurer og dokumentation, mens alt for lidt handler om udviklingen af de unge mennesker, som er årsagen til, at vi er her. Ingen ønsker bevidst, at et opholdssted skal fungere som en parkeringsplads, men systemernes logik trækker os ofte i en retning, hvor vi bruger mere tid på at beskrive virkeligheden end på at påvirke den.
Det er den udvikling, jeg gerne vil udfordre.
Vi ønsker derfor at skabe værktøjer, som kan hjælpe os med at arbejde mere systematisk med relationer og personlig udvikling. Ikke som en erstatning for dokumentationen, men som et supplement, der flytter fokus tilbage på den unge. For hvis vi ikke har et fælles sprog for forskelligheder, risikerer vi at møde andre mennesker med vores egne erfaringer og vores eget verdensbillede. Problemet er bare, at det, der virker for os, ikke nødvendigvis virker for dem.
Hvis vi virkelig ønsker at møde mennesker dér, hvor de er, må vi først forsøge at forstå, hvor de er.
Derfor kommer vi til at arbejde med Enneagrammets forståelse af forsvarsmekanismer, motivationsmønstre og følelsesmæssige drivkræfter. Vi kommer til at undersøge, hvordan vrede kan fungere som et forsvar, hvordan skam kan begrænse et menneskes udvikling, og hvordan bekymringer kan komme til at styre adfærd og relationer. Samtidig er jeg i gang med at udvikle samtalekort, refleksionsøvelser, undervisningsmaterialer og dialogværktøjer, som skal hjælpe os med at omsætte teorien til praksis.
Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at begå fejl undervejs. Der vil være idéer, som ikke virker, materialer, som skal omskrives, og værktøjer, som skal justeres. Men det er en del af processen. Faktisk tror jeg, at vi ofte lærer mere af vores fejl end af vores succeser. Det gælder også for de unge mennesker, vi arbejder med. Mange af dem bærer rundt på fortællinger om nederlag og dårlige beslutninger, men hvis erfaringerne bliver bearbejdet rigtigt, kan de blive fundamentet for vækst.
Jeg går derfor ind i projektet med både ydmyghed og ambitioner. Ydmyghed, fordi opgaven er stor, og fordi jeg ved, hvor meget jeg stadig har at lære. Ambitioner, fordi jeg oprigtigt tror på, at vi kan skabe noget værdifuldt, hvis vi tør udfordre nogle af de vaner og strukturer, som præger vores fag.
Jeg er taknemmelig for den opbakning, jeg har mødt fra både ledelse og kolleger. Samtidig er jeg taknemmelig for de mennesker omkring mig, som udfordrer mine tanker og hjælper mig med at udvikle dem. Her spiller Anders fortsat en vigtig rolle. Hvor jeg ofte er praktikeren, som har behov for at afprøve tingene i virkeligheden, er han stærk på teori, perspektiv og struktur. Det minder mig om, at styrken sjældent findes i ensartethed. Den findes ofte i forskellighed.
Vi kommer fortsat til at have brug for regler, rammer og dokumentation. Men hvis vi skal lykkes med vores vigtigste opgave, nemlig at hjælpe unge mennesker videre i livet, må relationerne have en langt mere central plads, end de ofte har i dag.
I sidste ende er det nemlig ikke antallet af skemaer, vi udfylder, der afgør, om vi lykkes. Det afgørende spørgsmål er, om de unge mennesker står stærkere, når de forlader os, end da de kom.
For mig er det dét spørgsmål, der skal være vores vigtigste pejlemærke.