For nylig var jeg en del af en samtale, hvor snakken faldt på en ung med minoritetsetnisk baggrund og den udvikling, hun havde gennemgået, siden hun kom til Danmark.
På et tidspunkt blev der sagt:
“Da hun kom hertil, havde hun jo også tørklæde på og pis og papir.”
Den sætning satte sig i mig. Jeg kunne mærke, at jeg lige måtte lukke øjnene, trække vejret dybt, puste ud og samle mig.
Og den har siden efterladt mig med en masse spørgsmål.
For hvad fortæller vi egentlig en ung, når dét at bevæge sig væk fra sin religion, sin kultur eller de værdier, hun kommer fra, bliver en del af fortællingen om hendes positive udvikling?
Hvornår er hun egentlig kommet et godt sted hen? Hvornår er hun god nok?
Er det, når hun lærer sproget, tager en uddannelse, følger de fælles rammer, tager ansvar og bliver bedre i stand til at stå på egne ben? Eller sniger der sig nogle gange et andet kriterium ind? At hun også helst skal begynde at ligne os lidt mere.
Jeg arbejder på et opholdssted, hvor flere af de unge har en anden etnisk, kulturel eller religiøs baggrund end dansk. Gennem årene har jeg set unge komme ind med én forståelse af sig selv og siden bevæge sig langt væk fra dele af det, de kommer fra.
Det kan der være rigtig gode grunde til. Nogle kommer fra familier præget af kontrol, pres og meget faste forestillinger om, hvordan livet skal leves. Nogle har brug for afstand, andre for at gøre oprør eller opdage friheden i selv at kunne vælge. Den bevægelse kan være vigtig.
Jeg er blevet mere optaget af, hvad der sker bagefter.
For hvad sker der, når den unge efter nogle år begynder at kigge tilbage igen? Når troen begynder at fylde. Når sproget bliver interessant. Når hun bliver nysgerrig på den kultur, hun kommer fra. Når nogle af de værdier, hun tidligere lagde fra sig, pludselig begynder at give mening på en ny måde.
Hvordan møder vi hende så?
For mig er der en afgørende forskel mellem at hjælpe et menneske med at kunne fungere i det samfund, det lever i, og at lære et menneske, at accept kræver kulturel tilpasning.
Det første handler om udvikling. Det andet kan meget hurtigt komme til at handle om assimilation.
Og den forskel fylder mere og mere hos mig.
Jeg er selv født og opvokset i Danmark og har libanesisk baggrund. Danmark er mit hjem, og utrolig meget af det, jeg står for, er formet her. Samtidig bærer jeg kultur, familie, historie, værdier og referencer med mig, som har rødder et andet sted. De dele har jeg selv skullet finde ud af at få til at hænge sammen.
Måske er det også derfor, jeg bliver særligt opmærksom på nogle ting i arbejdet med de unge.
Jeg oplever ofte, at unge kommer til mig med ting, der fylder. Det gælder både unge med etnisk dansk baggrund og unge med minoritetsetnisk baggrund, så for mig handler relationsarbejde grundlæggende om kontakten, tilliden og oplevelsen af at blive mødt. Samtidig bliver jeg nysgerrig på, om min egen baggrund i nogle situationer gør det lettere for minoritetsetniske unge at bringe bestemte dele af sig selv ind i rummet.
Jeg kender ikke det præcise svar. Måske handler det om spejling. Måske handler det om en forventning om, at nogle ting kræver færre forklaringer. Måske mærker de bare, at emnet har plads.
På et tidspunkt sad jeg med en ung, som gerne ville lære nogle arabiske ord. Arabisk er heller ikke hendes modersmål. Hun var bare nysgerrig og spurgte: “Hvis jeg siger det sådan her, siger jeg det så rigtigt?” Så sad vi sammen og forsøgte at tale lidt arabisk. Hun spurgte, jeg svarede, og der opstod kontakt.
En kollega kom forbi, rynkede på næsen og spurgte anklagende: “Hvorfor taler I arabisk? Hvorfor taler I ikke dansk?”
Jeg forklarede, at den unge havde spurgt, om jeg ville lære hende nogle ord. Det var en lille situation, som jeg alligevel bed mærke i.
Lige præcis de små situationer interesserer mig, fordi mennesker også lærer gennem de signaler, vi sender til hinanden. De registrerer vores reaktioner, vores ansigtsudtryk, vores kommentarer, vores spørgsmål og måden, vi omtaler forskellige valg på. På den måde kan en ung langsomt lære, hvilke sider af hende der glider let gennem fællesskabet, og hvilke sider der skaber modstand.
Det samme gælder religion.
Forestil dig en ung pige, der kommer med tørklæde og senere vælger at tage det af. Måske er det præcis den bevægelse, hun har brug for. Måske oplever hun en frihed i det, opdager nye sider af sig selv og begynder at leve på en måde, som ligger langt fra det liv, hun kendte tidligere.
Fint. Det er hendes liv. Hendes valg.
Men hvad sker der, hvis hun fem år senere begynder at mærke noget andet? Hvis hun savner sin tro? Hvis hun bliver nysgerrig på religionen igen? Hvis hun begynder at forstå nogle af familiens værdier på en anden måde? Hvis hun en dag får lyst til at tage tørklædet på igen?
Vil vi stadig kalde det udvikling?
Det spørgsmål synes jeg er vigtigt.
For mig er det underordnet, om et menneske vælger at være muslim, kristen, jøde, buddhist eller ateist. Det afgørende er, at valget bliver deres.
Vil du lægge religionen væk, så gør det. Vil du finde tilbage til den senere i livet, så gør det. Vil du tage nogle kulturelle værdier med dig og lade andre ligge, så gør det.
Dit liv. Dit valg. Dit ståsted.
Det er præcis dér, jeg mener, vores faglige opgave ligger. Vi skal hjælpe unge med at stå stærkt nok i sig selv til at kunne mærke efter, finde deres eget ståsted og have mod til at træffe de valg, de ønsker at træffe.
For kulturel anderledeshed kan aldrig stå alene som et fagligt problem.
Et tørklæde fortæller i sig selv meget lidt om et menneskes frihed. Det samme gør en drink på en bar. Det samme gør sex med en kæreste. Det samme gør en bøn.
Den interessante del ligger i, hvad valget betyder for mennesket, og hvor valget kommer fra.
Hvis vi hjælper en ung væk fra én yderlighed ved at skubbe vedkommende direkte over i en anden, har vi stadig efterladt den vigtigste udviklingsopgave uløst: at lære at stå i sig selv. At kunne mærke: Hvad tror jeg på? Hvad vil jeg beholde? Hvad vil jeg give slip på? Hvad kommer fra min familie? Hvad har jeg mødt gennem livet? Hvad giver mening for mig? Og hvilket menneske vil jeg selv være?
Det interessante er, at noget af den bevægelse også findes beskrevet i dansk forskning.
VIVE har undersøgt børn og unge med minoritetsetnisk baggrund, der er anbragt uden for hjemmet. Her beskrives det, hvordan nogle unge tidligt i en anbringelse kan have behov for at lægge afstand til forældrenes levevis, herunder religion, kultur og sprog. Senere kan behovet for igen at finde relationen til dele af det oprindelige liv og den oprindelige identitet vokse frem.
Det ramte mig.
Først fordi det ligger så tæt på noget af det, jeg oplever hos nogle af de unge. Men også fordi jeg genkender selve bevægelsen fra mit eget liv.
Min historie er en anden. Jeg er vokset op i Danmark hos min familie. Jeg kender alligevel godt følelsen af at bevæge sig længere væk fra dele af den kultur og religion, man kommer fra, og senere begynde at forstå nogle af de dele på en ny måde.
Jeg tror, mange med en baggrund som min vil kunne genkende følelsen af at stå med en fod i hver lejr. På et tidspunkt kan det føles som at stå ved en skillevej. Til højre ligger det, du kommer fra. Til venstre ligger det samfund, du lever i. Og hele tiden føles det, som om nogen spørger: Hvilken vej vælger du?
Men det, jeg selv havde brug for at opdage, var, at jeg hverken skulle til højre eller venstre. Jeg skulle lige ud.
Jeg skulle skabe min egen vej. Tage det med fra min opvækst, som gav mening for mig, tage det med fra det danske, som var blevet en del af mig, og lade resten ligge.
For når man hele tiden føler, at man skal vælge mellem to sider af sig selv, kan man ende i konflikt med sig selv. Jeg gjorde. På et tidspunkt mistede jeg simpelthen fornemmelsen af, hvem jeg selv var.
Vejen ud af den konflikt blev heller ikke at vælge side. Den blev at samle delene og gøre dem til mine.
Derfor rammer det mig, når jeg ser unge bevæge sig langt væk fra det, de kommer fra, og senere begynde at søge tilbage mod dele af det. Og det rammer mig endnu en gang, når jeg efterfølgende læser den samme bevægelse beskrevet i undersøgelser af minoritetsetniske anbragte unge. For så står jeg pludselig med noget, jeg både genkender fra praksis og fra mit eget liv.
At vende tilbage med sine egne øjne. At undersøge det igen senere i livet. At opdage, at noget stadig betyder noget, mens andet hører fortiden til. At sortere i det og efterhånden gøre det til sit eget.
Jeg kan genkende, hvordan noget, man på ét tidspunkt havde meget lidt interesse for, senere kan begynde at kalde på en.
Jeg ser også unge, der bevæger sig langt væk fra det, de kommer fra. Nogle lægger religionen helt væk. Nogle begynder at spise svinekød. Nogle begynder at drikke. Nogle lever på måder, der ligger meget langt fra familiens normer.
Det er deres valg, og det skal de have lov til. Det kan sagtens være en vigtig del af deres udvikling.
Min bekymring opstår først, hvis vi voksne begynder at opfatte selve afstanden som beviset på, at udviklingen er lykkedes.
For hvad gør vi så, når den unge bevæger sig igen? Når svinekød mister sin betydning som symbol på frihed? Når troen vender tilbage? Når kulturen begynder at føles vigtig? Når hun pludselig får lyst til at forstå, hvor hun kommer fra?
Måske er den første afstand nogle gange nødvendig. Men afstand behøver aldrig være slutdestinationen.
Når den unge bliver ældre, kan næste udviklingsopgave netop være at begynde at samle sig selv. Og dér bliver vores rolle afgørende.
For hvis omgivelserne begejstret tager imod bevægelsen væk fra oprindelseskulturen og møder bevægelsen tilbage mod enkelte dele af den med modstand, så sender vi et meget tydeligt signal om, hvilken retning vi ønsker, at den unges identitet skal udvikle sig i.
Så bliver spørgsmålet, om vi hjælper den unge med at finde sig selv, eller om vi lærer den unge at vælge vores værdier.
En tidligere ung har også fortalt mig, at da hun kom på et opholdssted, udførte hun sine daglige bønner. Hun spurgte en voksen, om hun kunne få et bedetæppe og fik beskeden: “Sådan noget gør vi ikke her.”
Den fortælling satte sig i mig.
Hun stod midt i en stor overgang i sit liv og bad om noget, der havde betydning for hendes tro og identitet. Svaret blev: “Sådan noget gør vi ikke her.”
Hvilket budskab tager man med sig derfra?
Måske lærer man, at denne del af en selv helst skal fylde mindre her. Måske lærer man, at nogle sider af ens identitet bliver mødt med mere plads end andre.
Det er præcis den slags, jeg synes, vi som fagfolk skal turde undersøge hos os selv.
Der findes et psykologisk begreb, som sætter nogle gode ord på problemstillingen: Bicultural Identity Integration. Helt grundlæggende handler det om, hvorvidt et menneske med flere kulturelle tilhørsforhold oplever dem som dele, der kan eksistere sammen, eller som identiteter, der står i konflikt med hinanden.
For mig giver begrebet et vigtigt sprog, fordi vores miljø kan være med til enten at skabe mere sammenhæng eller mere konflikt.
Hvis en ung igen og igen oplever, at den danske side af hende bliver mødt med anerkendelse, mens den religiøse eller kulturelle side bliver mødt med skepsis, korrektion eller modstand, lærer hun hurtigt, at de sider står over for hinanden.
Så ender hun netop ved den skillevej.
Højre eller venstre. Os eller dem. Dansk eller noget andet.
Og jeg synes, vores opgave bør være at hjælpe hende med at opdage en tredje mulighed.
Lige ud - hendes egen vej.
Hun kan være dansk og muslim. Hun kan føle sig hjemme i Danmark og samtidig have en stærk forbindelse til den kultur, hendes familie kommer fra. Hun kan være dybt taknemmelig for den frihed, hun oplever her, og samtidig bære værdier med sig fra sin familie. Hun kan vælge nogle traditioner til og andre fra. Hun kan ændre mening gennem livet. Hun kan sammensætte sit eget ståsted.
Det er hendes liv.
Og måske er det netop dét, integration burde handle om: at kunne være en del af fællesskabet med sig selv i behold.
Assimilation begynder efter min mening dér, hvor tilhørsforholdet bliver betinget af kulturel tilpasning. Hvor accepten vokser, jo mere mennesket ligner flertallet.
Det kan være svært at få øje på udefra, for den unge kan sagtens se ud til at fungere fantastisk. Hun går i skole, tager uddannelse, har venner, går til fest, taler dansk, følger rammerne og samarbejder med de voksne. Alt det kan være reelle tegn på udvikling.
Men vi kan også komme til at tillægge selve bevægelsen væk fra en tidligere identitet en værdi. At religionen fylder mindre, at gamle normer bliver lagt væk, eller at den unge begynder at leve mere som flertallet omkring hende, kan udefra ligne en entydig udvikling.
Og dér synes jeg, vi skal være varsomme.
For vi kan komme til at fejre, at en ung har fundet vej væk fra noget, længe før vi har undersøgt, om hun faktisk har fundet vej hjem til sig selv.
Udvikling kan se rigtig ud udefra og samtidig føles helt forkert indeni.
For hvad sker der senere, når den unge begynder at spørge sig selv: Var det her egentlig mit valg? Hvad tror jeg selv på? Hvad savner jeg? Hvad valgte jeg fra, fordi det faktisk føltes rigtigt for mig? Og hvad valgte jeg fra, fordi jeg mærkede, hvilken version af mig omgivelserne havde lettest ved at acceptere?
Det er dér, den egentlige identitetskonflikt kan begynde at vise sig.
Og måske er det netop den del, vi risikerer at overse, når alt ser godt ud udefra.
For den vigtigste del foregår måske et helt andet sted.
Indeni.
Føler hun, at hun kan komme til os med hele sig? Kan hun fortælle os, at Gud faktisk betyder noget for hende? Kan hun fortælle, at hun savner noget fra den kultur, hun kommer fra? Kan hun være nysgerrig på et sprog? Kan hun overveje et tørklæde? Kan hun sige, at nogle af de værdier, hun tidligere gjorde oprør imod, faktisk giver mere mening for hende i dag?
VIVE beskriver også unge, der oplever, at deres minoritetsetniske sider bliver mødt på måder, der får dem til at tænke over, hvor meget de tør vise. Samtidig peger undersøgelsen på, at fælles sprog, kultur eller religion i nogle relationer kan skabe en særlig form for spejling og en genvej ind i kontakten.
Det giver mening for mig.
Min libanesiske baggrund giver mig hverken monopol på relationen eller automatisk adgang til minoritetsetniske unge. Jeg oplever også, at etnisk danske unge søger mig, når noget fylder. For mig handler det grundlæggende om den måde, vi møder mennesker på.
Jeg forsøger at skabe et rum, hvor den unge kan have sig selv med, også når vi er uenige, når der skal træffes svære valg, eller når jeg som voksen skal sætte en tydelig retning.
Målet er, at den unge kan gå fra samtalen med sig selv i behold.
Min kulturelle baggrund kan i nogle situationer give en ekstra form for spejling. Måske kræver bestemte ting færre forklaringer. Måske oplever den unge, at der er plads til at tale om tro, kultur eller den splittelse, der kan opstå mellem forskellige verdener. Men selve relationen bygger for mig på noget langt mere grundlæggende: tillid, respekt, nærvær og oplevelsen af at kunne være sig selv i kontakten.
Så er min opgave at holde døren åben.
For det er egentlig hele pointen for mig.
Hvis vi mener inklusion og mangfoldighed alvorligt, skal der være plads til, at et menneske finder sit eget ståsted. Også når det ståsted ser anderledes ud end vores.
Vi skal være tydelige, når der er tale om vold, tvang, social kontrol, mistrivsel eller begrænsning af et menneskes grundlæggende frihed. Så arbejder vi præcist med det, der skader.
Kultur, sprog, tro og tradition fortjener den samme præcision.
Målet er, at den unge selv bliver i stand til at finde ud af, hvad hun vil tage med videre. At hun kan stå på egne ben med sit eget værdigrundlag, navigere i de forskellige verdener, hun måske er en del af, ændre mening, vælge og have modet til at stå ved sit valg.
For en dag står hun selv.
Opholdsstedet fylder måske stadig i hendes historie, men livet skal leves af hende. Og så er det afgørende, at vi har hjulpet hende med mere end at passe ind.
Vi skal have hjulpet hende med at stå i sig selv.
Så måske er spørgsmålet, vi som fagfolk skal stille os selv, egentlig ret simpelt:
Hjælper jeg den unge med at finde sit eget ståsted, eller lærer jeg den unge, hvilken version af sig selv der bliver accepteret her?