Min interesse for at arbejde med menneskers udvikling begyndte med, at nogen tog sig tid til min. Jeg var salgs- og servicechef i telebranchen, da jeg fik Anders Rønnebech som mentor. I begyndelsen handlede vores samtaler om mig og den måde, jeg var i verden på. Med tiden kom det arbejde også til at præge min måde at møde medarbejderne på.
Som leder troede jeg meget på handlekraft. Når resultaterne udeblev, øgede jeg presset. Jeg havde en klar forestilling om, hvordan en dygtig medarbejder skulle være, og vurderede andre ud fra den. Min egen måde at gøre tingene på var blevet målestokken.
Gennem samtalerne med Anders lærte jeg at forstå, hvad der lå bag. Jeg havde svært ved at have tillid til andre og var vant til at klare mig selv. Den tilgang havde givet mig fremdrift. I personaleledelsen betød den også, at jeg hurtigt kunne dømme mennesker, som reagerede anderledes end mig. Jeg skulle lære at blive nysgerrig på det, de kunne, før jeg besluttede, hvad de manglede.
En af mine teamledere, som jeg her kalder Sara, blev vigtig i den læring. Hun var kendt for sit smil. Så kendt, at det var blevet en del af hendes øgenavn. Hun var varm og optaget af, at alle omkring hende skulle have det godt. Hun brugte meget energi på andres behov og havde svært ved at sætte grænser.
Jeg var frustreret over hendes resultater. Når jeg selv kom ud på gulvet, begyndte folk at sælge mere. Senere forstod jeg, at en del af den virkning skyldtes, at de var bange for mig. Sara skabte en ro og hjertelighed i afdelingen, som jeg havde svært ved at give dem. Mit fokus på salget havde gjort det vanskeligt for mig at se værdien af hendes bidrag.
Jeg henvendte mig til Anders med et problem, jeg mente lå hos hende. Gennem arbejdet med situationen fik jeg også øje på min egen andel. Sara havde brug for at kunne stille tydeligere krav. Jeg havde brug for at forstå, hvad hendes omsorg betød for medarbejderne. Vi havde begge noget at lære.
I vores samtaler var der plads til at tale om hende. Jeg husker en samtale på mit kontor, hvor hun blev meget rørt og turde sige ærligt, hvordan hun havde det. I tiden efter kunne jeg se en forandring i hendes udstråling. Hun begyndte at stille krav til medarbejderne og forvente, at de tog ansvar for deres resultater. Hun kunne også sende en stikpille i min retning. For mig var det tegn på, at hun turde fylde mere og stå ved sig selv.
Hun fik også mod på at søge videre. Jeg kunne se bevægelsen hos hende, og det betød noget for mig at være en del af den. Hvor meget hun senere ville bruge fra vores tid sammen, lå stadig åbent.
Sara var en af flere medarbejdere, jeg havde den slags samtaler med. Jeg havde selv fået mere ro gennem mit eget forløb og ville gerne lære at give noget af det videre. Anders hjalp mig med at forberede samtalerne. Han foreslog spørgsmål og øvelser, og vi talte om andre veje, når noget viste sig svært. Jeg lærte undervejs, mens han fulgte mig fra sidelinjen.
Det påvirkede også min måde at planlægge arbejdet på. Jeg blev mere optaget af at fordele opgaverne efter medarbejdernes forskellige styrker. I stedet for at forvente samme præstation af alle forsøgte jeg at få afdelingen til at fungere bedre som helhed. Det gav mulighed for at skabe mere ro omkring opgaven og frigøre tid.
Jeg satte et mål om, at vi skulle nå 70 procent af månedens salgsmål i de første to uger. Så ville der være mere råderum i de sidste to. Jeg kunne trække mig fra gulvet og sætte mig med medarbejderne. Salgsmålene fik dermed en ekstra betydning for mig. At nå dem skulle også give plads til det arbejde, jeg efterhånden opdagede, at jeg helst ville bruge min tid på.
Den tid valgte jeg at investere i samtalerne. Det var blevet tydeligt for mig, at det, medarbejderne arbejdede med hos sig selv, kunne få betydning langt ud over deres ansættelse hos os.
En anden erfaring fra min tid som leder følger mig stadig. Den handler om en leder, som også var min ven. Jeg kalder ham Mads.
Jeg havde stået på mål for ham over for ledelsen og arbejdet for, at han fik mere i løn. Da han gentagne gange brød reglerne og handlede imod personalepolitikken, følte jeg mig personligt svigtet. Jeg stod med problemer, jeg havde ansvar for at håndtere, og var samtidig ramt af, at det var ham, der skabte dem.
Jeg afskedigede ham. Anders rådgav mig og hjalp mig gennem beslutningen. Dengang var jeg optaget af, at situationen skulle løses, og at afdelingen skulle videre.
Mads er siden død, og det er smertefuldt at tænke tilbage på vores tid sammen. Min refleksion handler om den støtte, jeg kunne have forsøgt at give, mens han var min medarbejder. Jeg kan stadig være i tvivl om, hvorvidt jeg gav op for tidligt.
Med den erfaring, jeg har i dag, ville jeg være mere opmærksom på de personlige problemer, der satte sig spor i arbejdet. Jeg ville forsøge at tage en ærlig samtale om dem og undersøge, hvilken hjælp der kunne være relevant. Et menneske tager sit liv med på arbejde. Det liv kan vi få brug for at forholde os til, når vi skal forstå det, der sker i afdelingen.
Måske havde afskedigelsen stadig været nødvendig. Jeg traf beslutningen med den viden og de muligheder, jeg havde dengang. Det spørgsmål, jeg tager med mig, handler om den næste situation: Hvad kan jeg undersøge og forsøge, før jeg når frem til, at et samarbejde må slutte?
I mit arbejde med unge i dag mærker jeg den erfaring som et ansvar for at blive ved med at undersøge, hvad jeg kan gøre, når noget bliver svært. Samtidig har mit arbejde lært mig, hvor meget der afhænger af den andens egne valg og den tid, et forløb får.
Det blev tydeligt, da jeg talte med Sara igen. Der var gået syv år.
Hun havde undervejs haft stillinger, hvor det var svært at få tingene til at lykkes. Hun fortalte, at hun havde lagt noget af det, vi havde arbejdet med, til side. Noget havde været ubehageligt at se på. Senere vendte hun tilbage til erfaringerne og begyndte at bruge dem mere aktivt. Hun tog selv fat i det, hun havde brug for at arbejde med.
På det tidspunkt havde hun en lederstilling med stort ansvar. Hun fortalte mig, at vores forløb havde haft betydning for, hvor hun var nået til. Hun stod stærkere i sine egne behov og var blevet bedre til at sætte grænser. Det var hun taknemmelig for.
Som leder havde jeg været vant til at følge resultater måned for måned. Her sad jeg med en tilbagemelding syv år senere. Det fik mig til at tænke over, hvor forsigtige vi skal være med at vurdere en menneskelig indsats alene ud fra det, der bliver synligt, mens vi selv er til stede.
Saras fortælling kunne jeg tage med mig. For andre mennesker kender jeg kun den del af deres liv, hvor vores veje krydsedes. Jeg tillægger også den tid værdi. De fik opmærksomhed og mulighed for at arbejde med noget, der fyldte, ligesom jeg selv havde fået hos min mentor Anders Rønnebech.
Måske bliver noget fra de samtaler taget frem igen, når et menneske står i en ny situation. Den mulighed vil jeg gerne tage alvorligt, mens vi stadig sidder over for hinanden.
Sara og Mads er dæknavne.